Præsterapporten

Skriv til
Webmaster

Skriv til
provstiet

Skriv til din sognepræst

Skriv til dit menighedsråd

Udfordringer og samarbejde

Drøftelser, overvejelser og visioner fra

præsterne i Middelfart provsti

Februar 2006

 

Indledning

På provstisamrådet i februar 2005 havde præsterne i provstiet en længere drøftelse af vores arbejdsforhold. Denne drøftelse mundede ud i, at vi nedsatte fire arbejdsgrupper, der hver skulle tage sig af et af følgende emner:

Samarbejde – gudstjenesten – undervisning – præstens dagligdag

De fire grupper udarbejdede hver for sig et skriftligt og mundtligt oplæg, som blev fremlagt på vores to-dages seminar den 12.-13. oktober 2005.

Her drøftede vi i fællesskab de fire emner og sluttede seminaret med at høre et foredrag af tillidskvinden i Kolding provsti, Grethe Wigh-Poulsen om samarbejde og udfordringer for præsterne dér.

Ideen med projektet var dels at gøre os overvejelser omkring vores arbejdssituation som præster i et moderne samfund, dels at pege på evt. løsningsmodeller, hvor der var problemer og dels at udtrykke nogle visioner og målsætninger omkring kirkelivet her i provstiet.

Og da vi gerne vil dele vores tanker med andre i provstiet – menighedsråd og medarbejdere - fremlægger vi hermed vores drøftelser og visioner for fremtiden.

Erik Fonsbøl

1. Samarbejde

Præstesamarbejdsgruppens ”konklusion”

• 1. prioritet: Provstidag er en god idé, men måske det var bedre med en Luther-rejse.

• 2. prioritet: Konfirmandsamarbejde. En mulighed for konfirmandaflastning er, at vi hver for sig specialiserer os i et dagsforløb, og så turnerer rundt til holdene med det. ”Jesus på slottet” á la Kolding, var en god idé. Man skal kunne til-framelde sig de store fællesarrangementer. En idé er at inddrage lægfolk i undervisningen.

• 3. prioritet: Afløse hinanden ved stærke/svage sider. Det kan være en styrke at være præst på godt og ondt. Men i de situationer, hvor en er rigtig træt af et område, eller måske ligefrem er ved at køre ned på det, kan det være rigtig godt at få lov til at ”trække stikket ud” i stressede perioder. Det svære er måske, at vi vænner os til at vi overhovedet må sige stop og trække på hinanden. En mulighed er, at provsten til MUS-samtalerne spørger, om der er noget, som man trænger til at blive aflastet i.

• Princippet med 4 dages arbejde, 1 dags fordybelse, 2 dages fri: Teamtanken er spændende, men det er urealistisk de fleste steder. Ejby kommune planlægger noget lignende. Middelfart har noget lignende i forvejen. Det må vurderes fra område til område. Prædikenfrie søndage, hvor man afløser hinanden med mhr. accept, er noget alle kan overveje.

• Afløsning fra hele provstiet: Ikke aktuelt, men provsten kan selvfølgelig pålægge afløsning i nødstilfælde.

• DNK-opgaver samles: God idé, men det skal være en frivillig ordning. De steder, som har sekretær i forvejen, skal kunne vælge at fastholde den ordning.

• Mere teologisk kollegainspiration. Teamtanken ophæver behovet, og desuden har vi konventerne, som er gode, men som kan justeres/forsimples.

• Synliggørelse af løn- og arbejdsforhold: Provsten kunne være med til at oplyse menighedsrådene om præsternes virkelighed. (Et emne, som en anden gruppe tager op.)

• Vi kunne bruge mail-systemet bedre. F.eks. oprette en provsti-mailing-liste (gruppens idé).

• Foredragsvirksomhed: Peter tager måske tråden op.

• Gensidig prædikeninspiration: Emnet har været vendt. God idé. Op til det frie initiativ.

• Idéudveksling af organisering af frivilligt arbejde. Vi kan bruge provstiets hjemmeside til oplysning om arrangementer. Hannes erfaring er, at det frivillige arbejde kun virker, når der er en tovholder, som kan og vil.

• Fælles ungdomsgudstjenester: God idé. Just do it.

• Fælleskonfirmandlejre: Middelfart gør det med deres præster sammen. Brenderup/Indslev og Roerslev/Asperup gør det. Gelsted og Ejby/Balslev gør det. Gode erfaringer.

• Fællesarrangementer for minikonfirmander var også en idé.

• Mentor-ordning for nye kolleger.

• Samarbejdet kunne også betyde, at vi fik frigjort kræfter til f.eks. kirkehøjskole.

Nøgleord for alle ideerne er: Kommunikation, fleksibilitet, samarbejde og synlighed.

Lars Højland      Jes Rønn Hansen      Jette Larsen    

2. Præstens dagligdag

Kald og arbejdsvilkår

En præst står grundliggende i en kaldssituation. Det er afgørende for præstens selvforståelse, at man på en gang er kaldet af Gud og mennesker. Kaldet af Gud til tjeneste og i sidste ende ansvarlig overfor den almægtige, og kaldet helt konkret af en konkret menighed, repræsenteret ved menighedens valgte repræsentanter, menighedsrådet.

Det betyder i udgangspunktet, at der i præstearbejdet er en stor glæde over tjenesten, og over at vide, at man er, hvor man skal være. Præstearbejde er desuden godt og spændende arbejde, hvor mennesker mødes i sorg og glæde. Man står på en intensiv måde placeret midt i livet. Hårdt ind i mellem, men også berigende og godt. Mange præster oplever derfor også et meningsfuldt arbejde, det bedste arbejde; og kunne ikke tænke sig at lave noget andet.

På grund af kaldssituationen er præsten ikke bare lønmodtager og tjenestemand. Det betyder, at præstens arbejde er svært at styre og regulere og sætte på formel, præsten har f.eks ikke nogen bestemt arbejdstid, men kan principielt træffes på alle tider af døgnet. Dette er i udgangspunktet en stor styrke og kvalitet, man skal værne om. Et menneske i nød, skal altid kunne få fat på en præst.

På samme måde forventes det, at præsten har integritet og sammenhæng i sit liv, man er i menighedens bevidsthed præst også selvom man ikke er direkte på arbejde.

Mange præster bor på grund af kaldstanken i tjenesteboliger midt i sognet, netop for at være til stede og kunne træffes på alle tider. Man skal vide, hvor præsten er at træffe. Boligen er derfor ikke fuldstændig privat område, den er desuden underlagt menighedsrådets administration og mange i sognet føler ejerskab til præstegården. Man skal kunne komme til præstegården, og føle sig velkommen.

Disse ting medfører, at der i præstens liv ikke er noget skarpt skel mellem privatliv og arbejdsliv. Tingene flyder sammen.

Der er store kvaliteter i ovenstående, både for menighed og præst. For både menighed og præst fordi præsten er fysisk placeret midt i sin menighed, man ved hvor præsten er, præsten skal ikke forklare sig og præsentere sig, man er ”præsten”.

Fordi vi lever i et moderne samfund er præstens arbejde forsøgt reguleret, præster og ikke mindst præstefamilier har som alle andre brug for fridage og ferier. Hvilke regler, der gælder for præsten, er ikke tydelige i folks bevidsthed og fører derfor ofte til frustrationer over, at præsten ikke kan træffes. De fleste præster har oplevet vrede og skuffelse over, at man har holdt fri eller været på ferie, eller over at sognet i perioder er dækket af afløsere.

Formelt har præsten 1 ugentlig fridag, på en hverdag. Det skal ses overfor almindelige lønmodtageres 5 dages arbejdsuge, ofte med weekendfri.

Præsten har 5 ugers ferie, 6 feriefridage(svarende til den 6 ferieuge), 7 søgnedage og 6 friweekender på et år. Det skal sammenholdes med almindelige lønmodtageres 5(6) ugers ferie, 52 weekender, samt fri på helligdage og andre dage.

Det betyder for en præst op til 40-50 arbejdsdage mere årligt end almindelige lønmodtagere. Præsten har jo ikke fri på helligdage, lørdag-søndag osv. Dertil skal lægges mange arbejdsaftener.

Selvom præstens arbejde er forsøgt reguleret holder præster ikke særligt meget fri, sammenlignet med de øvrige vilkår på arbejdsmarkedet.

Det skal der ikke klages over. Det er en del af kaldet, og ingen præster er i tvivl om, at det er vilkårene.

Frustrationerne blandt præster opstår når den relativt beskedne frihed ikke respekteres.

Set i forhold til arbejdstider og vilkår er en præst ikke vellønnet, tværtimod. Præsterne hører til i den lavestlønnede del af akademikergrupperne.

En præsts lønforløb ser ud på følgende måde:

Præster:

Rådighedstillægget andrager 3.234,04 kr. månedligt. Præstetillægget andrager 640,89 kr. månedligt.

Præsterne i Middelfart provsti ligger i gruppe II. Man begynder altså med en månedsløn på 22 996,00, er et år i 16/21 og 2 år på alle andre trin, og ender altså efter 15 års ansættelse i 31/44 på en månedsløn på 32 305,00. (En amtsansat gymnasielærer har en begyndelsesløn på 24 229,00 og ender efter 6 år på 29 229,00. Herudover er der lokallønsmidler, for ansatte før år 2000 et anciennitetsbestemt personligt tillæg med slutniveau på 3143,00, dvs slutløn på ca. 32 372,00.) En præst optjener tjenestemandspension, mens en gymnasielærer har en tilsvarende pensionsordning ved siden af, så tjenestemandspensionen er ikke et gode der skal indregnes i lønnen, da alle andre i dag har pensionsordninger som en del af det samlede lønbillede.

Der er ikke nogen grund til at skjule præstens arbejdsvilkår og lønforhold. Der er ingen væsentlige skjulte goder ved præstearbejdet anno 2005.

Privatlivet

Men præsten er også et menneske med familieliv, fritidsinteresser osv. De få fridage, oftest placeret på hverdage, betyder, at præsten har meget lidt fritid sammen med familien. Dette accentueres yderligere som nævnt af mange mødeaftener.

Den halvoffentlige bolig, samt det at mange præsteægtefæller i dag både har uddannelse og lyst til at være på arbejdsmarkedet, hvilket desuden også oftest er økonomisk nødvendigt for en moderne præstefamilie, som for moderne familier i øvrigt, er medvirkende årsager til at præstens privatlivssituation i dag presses til det yderste, hvilket også ses af en sørgelig høj skilsmisserate blandt præster.

Præsterne klager ikke generelt over arbejdsvilkårene, de er som nævnt kendt i forvejen og en del af det at være præst, men mange præster oplever ofte sammenblandingen af arbejde og privatliv som belastende. Ikke mindst i sogne, hvor præstens privatliv ikke respekteres.

For at få det til at hænge sammen må man som præst skelne mellem det at være sjælesørger og embedsmand. Man er til rådighed som sjælesørger på alle tider af døgnet, ofte også på fridage, men ikke som embedsmand.

Et par eksempler:

At få opringninger på alle tider af døgnet om aftaler, man kunne træffe i almindelig arbejdstid, svarer f.eks. for en præst til, når man kontakter 112 for at høre om man kan komme til lægen engang i næste uge.

At man presses til at tage samtaler om kirkelige handlinger om aftenen, eller presses til f.eks. dåbshandlinger på skæve tidspunkter, får mange præster til at reagere, fordi man presses på den kostbare tid, man måske kunne have brugt med ægtefælle og børn.

Præsten forventes af mange at man servicerer på alle tider af døgnet, men det er ingen præst i sin livs og arbejdssituation gearet til. Samtidig kunne ingen præst drømme om ikke at stå til rådighed for et menneske i nød, om det så var midt om natten.

I mange sogne er der af mange gode grunde mange forskellige aktiviteter. Men når præsten undslår sig et nyt initiativ som f.eks. specialgudstjenester og minikonfirmandundervisning bunder det ofte ikke i manglende vilje, langt de fleste præster ser de samme muligheder og behov, men derimod i at tiden er presset og præsten har svært ved at få privatlivet til at hænge sammen.

Det kan virke underligt for mange, for hvad laver præsten egentlig ud over en time søndag formiddag. Svaret er ganske enkelt: uendeligt meget. Meget af præstens arbejder er usynligt, sjælesorg vedkommer f.eks. ikke andre end præsten og den der søger sjælesorg. På samme måde er der mange timers forberedelse på kontoret, før en gudstjeneste, en begravelse, et bryllup kan finde sted.

Man laver ikke bare en specialgudstjeneste eller er minikonfirmandforløb, der skal sættes mange timer af og stilles mange ressourcer til rådighed.

Forslag til forbedringer af præstens arbejdssituation.

1. Det er vigtigt at få synliggjort præstens faktiske arbejde. Dette skal ikke ske i en klagesang, men gennem reel information om, hvilke arbejdsopgaver man faktisk har. Herunder er en gentagen synliggørelse af, at præsten arbejder mange dage og ikke kun søndag formiddag nødvendig.

De mange arbejdsdage, de skæve arbejdstider, det altid at skulle kunne træffes og stå til rådighed er forhold få andre mennesker umiddelbart ville stå model til at leve under. Synliggørelse af de mange, mange forberedelsestimer, samt en bevidstgørelse af, at det, at have noget at øse af, kræver, at man selv har tid til at blive fyldt på gennem studier og læsning.

Et forslag kunne være at menighedsrådet i langt højere grad fik indblik i præstens arbejde. Hvorfor ikke orientere ethvert nyvalgt menighedsråd om præstens arbejde. Hvorfor ikke orientere på hvert eneste menighedsrådsmøde om, hvad der lige sker i øjeblikket. Langt de fleste menighedsråd vil gerne være med i arbejdet og bakke op.

2. Menighedsrådenes opbakning er en selvklar forudsætning for godt præstearbejde. Præsten er ikke alene om at være/bære den lokale kirke. Menighedsrådene burde være de første til at bakke præsten op og skabe gode vilkår også for præstens privatliv.

F.eks. ved ikke at lægge beslag på boligen eller lignende; at komme i boligen som om den var ens ejendom, og at der ikke var en familie, der skulle leve og fungere der. Ved at have forståelse for at krav om ordentlig adskillelse mellem bolig og menighedslokaler, krav om toilet og køkkenfaciliteter, ikke bare er forkælelseskrav, men kan bunde i en presset familie og privatlivssituation, hvor det konstant at skulle fungere som familie i et halvoffentligt køkken og toilet kan være ganske belastende. Ingen menighedsrådsmedlemmer tvinges jo selv til at dele toilet og køkken med fremmede på tidspunkter, man ikke selv er herre over.

Det kan også være særdeles belastende for præsten, når menighedsrådsmedlemmer taler om forkælede præster, hvis de samme menighedsrådsmedlemmer ikke har gjort sig den umage at sætte sig ind i præstens faktiske arbejdsforhold.

3. Ansættelsesstrukturen kunne blødes op. Der burde f.eks. være mere frihed til at holde fri også på helligdage. Det kunne ske gennem en bedre dækning af præsterne indbyrdes, evt. en provstivagtordning.

Eller man kunne samles i færre kirker til større gudstjenester på helligdage.

Jens Backer Mogensen

Forholdet mellem præst og menighedsråd

I ”de gode gamle dage” var præsten menighedens ubestridte og indiskutable leder. Præsten var kongelig udnævnt og vel i virkeligheden også kongens (statens) mand på stedet. Efter at menighedsrådene dukkede frem i begyndelsen af det 20. århundrede, var præsten som regel formand for menighedsrådet, og han stod i øvrigt for langt det meste af, hvad der foregik i menigheden. Menighedsrådets rolle var i den forbindelse at være præstens hjælpere uden egentlig indflydelse på udviklingen.

Endnu den dag i dag vil mange være af den opfattelse, at sådan er det stadig, men der er også en hel del som mener, at forholdet i dag må være det omvendte – at menighedens demokratisk valgte råd styrer kirkelivet i sognet på alle områder med bl.a. præsten som hjælper.

Hvad er nu det rigtige?

Jeg mener, der er tale om en gråzone, hvor der savnes klarhed over, hvor de forskellige ledelseskompetencer i virkeligheden ligger. Jeg skal nok lade være med at komplicere billedet yderligere ved at indblande provstens rolle, som tilsyneladende heller ikke er helt klarlagt for alle.

1. Det er menighedsrådet, der ”kalder” præsten – dvs. bestemmer, hvem, der skal være præst – dog indenfor visse grænser. Præsten skal være godkendt af biskoppen (bispeeksamen) og af ministeriet (teologisk embedseksamen), og kan menighedsrådet ikke blive enige, ligger afgørelsen hos ministeren.

2. Men når præsten så er ansat (af ministeriet), så er han/hun ikke længere ansvarlig overfor menighedsrådet i sin embedsførelse, med mindre der foreligger graverende forhold i form af samarbejdsproblemer, misbrug eller lign. Menighedsrådslovens § 37 gør det klart, at præsten er uafhængig af rådet i sin embedsførelse. Præsten refererer her til provst/biskop udenom rådet. Og omvendt.

3. Præsten er født medlem af menighedsrådet, og er altså samtidig medlem af rådet og uafhængig af rådet.

For mig at se er der tale om en ordning, der prøver at dække alt ind og gøre alle tilfredse og dermed intet dækker og gør alle utilfredse. Det er som om, ordningen lever af den forudsætning, at kun præsten har forstand på gudstjeneste og teologi, og derfor skal andre reelt ikke blande sig i præstens dispositioner desangående. Det er muligt, det forholder sig sådan nogle steder endnu, men den forudsætning bliver stadig sværere at håndtere for flere og flere menighedsråd, der gerne vil være reelt medbestemmende også over det indre kirkeliv i deres sogn. Man sammenligner sig med andre bestyrelser, hvor forhold som dette ville være utænkeligt. Foruden virksomhedsbestyrelse, højskole- og efterskolebestyrelser for ikke at tale om kommunalbestyrelser. På sigt må ordningen falde, fordi dens tid er omme. Og hvad gør vi så?

Enten skal det være menighedsrådet og menighedsrådet alene, der råder over kirkelivet i sognet (jf. menighedsrådslovens § 1), hvortil man bl.a. ansætter en præst, som så selvfølgelig er ansvarlig overfor rådet. Eller præsten skal som nu være ansat af og ansvarlig overfor staten, men dermed også være formel leder af kirkelivet i sognet – naturligvis i samarbejde med menighedsrådet, men alligevel leder som i betydningen initiativtager og direkte ansvarlig for kirkelivet.  På samme måde, som man kan drage en højskole- eller efterskoleforstander til ansvar for skolens trivsel.

Det nuværende hverken/eller, både/og er noget misk-mask, som kun giver årsag til konflikter og usikkerhed hos såvel præst som menighedsråd - foruden en iøjnefaldende mangel på ledelse og ansvarlighed i folkekirken. Jeg tror, det kommer af, at man gerne vil være både statskirke og frikirke på samme tid, men kan det lade sig gøre i virkeligheden?

Derfor tror jeg, man i de enkelte menigheder meget nøje må overveje ledelsesproblematikken og bl.a. gennemgå kompetencer og ansvar præst og menighedsråd imellem – gerne ved hver menighedsrådsperiodes begyndelse og i alle tilfælde ved ansættelsessamtalen. Hvem står for hvad? Hvem bestemmer hvad? Hvor kan der være usikkerhed og konfliktstof osv. Netop fordi regelsættet er uklart og forventninger hos præst og menighedsråd måske ikke umiddelbart er sammenfaldende. Samtidig bør man som altid i fællesskab udarbejde en målsætning, visioner og fælles værdier for kirkelivet i sognet, så alle har en ide om, hvor man vil hen i arbejdet.

Jeg tror også, det er vigtigt i denne planlægningsfase, at der sker en arbejdsmæssig fordeling, der godt kan gå på tværs af de gamle grænser mellem læg og lærd på en måde, så menigheden i højere grad medvirker også i det arbejde, som tidligere var forbeholdt præsten – f.eks. gudstjensteplanlægning og – afholdelse, besøgstjeneste – kirkebladsredaktion – tilrettelæggelse af sogneaftener, konfirmationsforberedelse m.v., sådan som det allerede sker mange steder. Det kunne i hvert fald forhindre, at præsten gik ned på grund af vægten af de mange udmærkede kirkelige initiativer, man dyrker i menighederne, og som man måske fra gammel tid forventer, præsten tager sig af, hvad udførelsen angår. Men det kræver også, at præsten tør afgive hævdvundne kompetencer til andre.

Menighedsrådet er ikke hjælper for præsten, og præsten er ikke hjælper for menighedsrådet. Ideelt set bør der være tale om et konstruktivt og frugtbart samarbejde, der bygger på gensidig tillid til, at både råd og præst arbejder for den samme sag. Og sådan er det også mit indtryk, at det fungerer de fleste steder. Uoverensstemmelser omkring midlerne til at nå målsætningen bør kunne løses gennem samtale og ikke gennem henvisning til retsregler eller position i forhold til hinanden.

Så måske er det mudrede kompetenceforhold mellem menighedsråd og præst slet ikke så tosset, hvis det kan medføre, at de retsbetingede forhold - netop på grund af deres uoverskuelighed - erstattes af en frugtbar samtale mellem ligeværdige mennesker omkring vores fælles anliggender. De anliggender, som ligger os alle så meget på hjerte. Det er der i hvert fald mulighed for, hvis man tør tænke mere i fælles visioner og værdier, mål og midler end i retsregler og personlige privilegier.

Erik Fonsbøl

Præstens bolig

1. Tjenestebolig/boligpligt

Under den eksisterende ordning er rådighed over tjenestebolig og boligpligten nøje knyttet sammen. Boligpligten knytter sig til, at præsten bor i pastoratet, og derfor medfører boligpligten, at  der bør stilles en bolig til rådighed. Det ville være absurd at forlange boligpligt i et sogn, hvis præsten var nødt til at finde sig en egnet bolig i pastoratet.

Boligpligten er både en pligt til at bo i tjenestebolig og en pligt til at bo i sognet / pastoratet.

1.1 Fordele ved tjenestebolig/boligpligt

For en præst, der flytter til et pastorat, betyder det, at man ikke er tvunget til at straks finde sig en egnet bolig, og hvis præsten skifter embede, er man fri for at tænke på evt. salg og køb af bolig med de omkostninger, der er forbundet derved. Det kan være en fordel, at kirkekontoret er tilknyttet boligen, ikke mindst så længe en præst forventes at stå til rådighed 24 timer i døgnet..

1.2 Ulemper ved tjenestebolig/boligpligt

Med den nuværende udvikling i huspriser mister præstefamilien en stor inflationsgevinst/konjunkturgevinst (kan ændre sig). Præstenfamilien har ingen/ringe indflydelse på den indvendige indretning, og offentlige rum og private rum kan være svære at adskille. Ofte ser man udenoms-arealer delt, så menighedsrådet forsøger at holde den del af haven, der omfatter adgangsvejene til kirkekontoret. Eller man ser, at menighedsrådet slår alle græsarealer. Den ulempe, det kan give, er at præsten aldrig kan vide, hvornår haven er "privat", og hvornår der arbejdes, slås græs eller lignende.

2. Administration af boligen

I de fleste tilfælde forestås driften af boligen af et præstegårdsudvalg.

 Der er årlige syn, og med jævne mellemrum deltager provst og dennes bygningskonsulent i synet. Præsten kan deltage i synene. På grundlag af disse syn besluttes større vedligeholdelsesarbejder og ændringer, og udgifter til disse indarbejdes i sognenes budgetter. Mindre vedligeholdelsesarbejder i årets løb besluttes og iværksættes af præstegårdsudvalget. Præstens boligbidrag er fastsat på stiftsniveau. Præsten kan betale for varme og el i henhold til forbrug eller i henhold til standardiserede takster fastsat centralt og baseret på boligarealets størrelse og antal personer i husstanden. Vand betales af præsten i henhold til forbrug, idet der er gennemført en uigennemskuelig kompensation i lønnen. Betaling for renovation dækkes over boligbidraget.

2.1 Fordele ved den nuværende administration af boligen

Der er en hurtig beslutningsproces ved mindre vedligeholdelsesarbejder. Der er stor frihed til at administrere under hensyn til lokale forhold og under hensyntagen til særlige ønsker fra præstefamilien til fremme at præstens arbejdsforhold. 

2.1 Ulemper ved den nuværende administration af boligen

Vedligeholdelsen af boligen kan ofte være anledning til uoverensstemmelser mellem menighedsråd og præstefamilie. Erfaringen har vist, at vedligeholdelsens standard ofte kan stå og falde med  den goodwill, en præst har i menighedsrådet.

Systemet med uforberedte syn, hvor mange personer kan ønske at fremme deres særlige interesse, kan tendere til, at der bruges unødvendigt mange penge, og at der prioriteres uhensigtsmæssigt.

Systemet for betaling af energi er ude af trit med tiden og fremmer ikke miljøbevidsthed. De fleste præstegårde på landet kræver et energiforbrug til opvarmning, som er 4-5 gange højere, end hvad der bruges i et hus isoleret efter de nugældende regler. Derfor vælger de fleste præster at betale efter den faste kvadratmeterpris. Denne pris er stadig 2-3 gange så høj som for et nyt hus, og det tilskynder ikke menighedsrådet til at ekstraisolere. Der er intet incitament for præstefamilien til at spare på varmen, da betalingen er uafhængig af faktisk forbrug. El-forbruget er mere rimeligt fastsat, men den faste betaling giver ingen tilskyndelse til at spare. I kommuner, hvor renovation afregnes efter vægt, kommer omhu med ikke at smide væk ikke præsten til gode.

3. Forslag til ændringer af den nuværende ordning

Det er nok fortsat mest hensigtsmæssigt at have tjenestebolig til et pastorat på landet. I større byer, var det nok hensigtsmæssigt med nogle stillinger uden tjenestebolig og uden pligt til at bo i pastoratet, hvilket ville give mulighed for ansættelse af præster, hvis ægtefælle er ansat i en stilling med tjenestebolig/boligpligt.

Vedligeholdelsen og tilsynet af boligen med tilknyttet kontor og konfirmandstue og udenoms-arealer, bør administreres af et boligselskab oprettet på stiftsniveau og med professionel stab, således de samme regler og standarder kommer til at gælde, ikke alene med hensyn til vedligeholdelse, men også med hensyn til rettigheder.

Man kunne også forestille sig, at der sideløbende med huslejen blev indbetalt et fast beløb på en konto  til den indvendige vedligeholdelse af den private del af boligen. Et beløb som præstefamilien selv måtte råde over, hvilket betyder at præstefamilien helt selv overtager ansvaret for den indvendige vedligeholdelse.

Betaling for varme, el, vand og renovation bør fastsættes på en måde, der opfordrer præstefamilien til at være miljøbevidst (selv for præster betyder et økonomisk incitament noget), og på et niveau, der er rimeligt under hensyntagen til fremtidens standard.

Menighedsrådene skulle fortsat tage de overordnede beslutninger såsom beslutning om tilbygning/nybygning, opdeling af have og bolig i privat og offentligt område, ligesom de skulle holdes orienteret om driften gennem kvartals/årsrapporter. Boligselskabet skulle føre særskilt regnskab for de enkelte præstegårde, og kunne opkræve et fast årligt beløb fra menighedsrådene, der også gav mulighed for at spare op til lidt større vedligeholdelsesarbejder.

Asta Madsen

3. Gudstjenesten

Gudstjeneste og kirkegang

Blandt kirkefolk har der længe hersket den opfattelse, at hvis blot vi gør gudstjenesterne mere spændende og anderledes, så får vi en langt højere kirkegangsprocent. Det har afstedkommet en række forsøg med at afholde de såkaldte eventgudstjenester eller særgudstjenester: Fastelavnsgudstjenester, div. børnegudstjenester, ungdomsgudstjenester, musikgudstjenester, lysgudstjenester osv.

Vi som præster er generelt glade for den slags gudstjenester også selvom de er ganske forberedelsestunge. Vi kan også se, at særgudstjenesterne ganske rigtigt trækker flere kirkegængere til den enkelte konkrete gudstjeneste, hvilket jo er positivt.

Men spørgsmålet er, om det er universalløsningen på den skrantende kirkegang. Erfaringer fra Sverige, hvor man har en længere tradition for særgudstjenester, viser netop, at det på længere sigt ikke er løsningen på dårlig kirkegang - måske tværtimod: I Sverige har det vist sig at tilslutningen til særgudstjenesterne efterhånden var faldende, men hvad værre er, det er sket uden en tilbagevendende eller øget interesse for den traditionelle gudstjeneste.

Hvorom alting er: Særgudstjenesten har dog sin berettigelse ved at gå den mere kirkefremmede del af sognet i møde og invitere dem i kirke, men med den svenske erfaring i baghovedet, er det dog vores klare opfattelse, at særgudstjenesten kun kan og skal være et supplement til den traditionelle højmesse. Denne bør nemlig forblive kirkens samlende gudstjenesteform.

Det vil vi begrunde nedenfor, ved at redegøre for, hvad en gudstjeneste overhovedet er.

Hvad er gudstjenesten?

Gudstjenesten kan defineres på adskillige måder, men vi har i det følgende valgt at stille to definitioner op over for hinanden. Gudstjenesten forstået henholdsvis ”fra oven” og ”fra neden”.

Gudstjeneste defineret fra oven

(Martin Luther)

I gudstjenesten er det Guds ord, der virker. Gudstjenesten er i luthersk forstand et sted, hvor Gud er den, der handler og gør noget med os som mennesker, og ikke omvendt. Hermed er det, der foregår under en gudstjeneste defineret "oppefra". Det er altså ikke eksempelvis den enkelte prædikant og dennes veltalenhed eller forståelighed, der bærer gudstjenesten, men i sidste ende er det Guds mægtige ord.

Gud er gudstjenestens subjekt i en luthersk forståelse og derfor bliver al tale om menighedens medvirken, eller menneskelig aktivitet i det hele taget lidt suspekt. Derfor er gudstjenesten indenfor vores tradition defineret og bygget op ud fra den teologiske grundantagelse, at Gud er det primære og overordnede subjekt og den menneskelig handlen i gudstjenesten den sekundære. Sådan er grundtanken bag vores gudstjenesteordning: med det skema, der kendes fra den lutherske gudstjeneste: med tiltale og menighedens svar. Dette skema: Tiltale og svar: udelukker enhver form for medvirken eller synergisme. Vi giver os hen i svaret, men vi præsterer ikke. Mennesket skal i overvejende grad være passivt modtagende.

I gudstjenesten tiltales vi mennesker, som det vi ifølge kristendommen er: som syndere. Vi brydes ned og bygges op på ny - ikke ved egen kraft, men ved Guds - mennesket fødes så at sige på ny under enhver gudstjeneste.

Gudstjenesten defineret fra neden.

(Friedrich Schleiermacher.)

En anden måde at forstå gudstjenesten på er den Schleiermacherske, hvor gudstjenesten ikke forstås som en handling for at opnå noget, men som en handling, hvor menneskets tro får sit udtryk. Den er troens selvudtryk. Vi holder ikke gudstjeneste for at blive frelst eller troende, men for at fejre, at vi er det. En mere dialogisk forståelse. Jeg bringer min egen tro til udtryk ved at identificere den med andres.

Her tages der altså i langt højere grad udgangspunkt i det levede liv, i menneskers erfaringer. Man kan sige at det er en gudstjenesteform, der tager sit afsæt i det menneskelige - fra neden.

Vi mener at disse to umiddelbart uforenelige opfattelser af, hvad gudstjeneste er må holdes sammen. Hvad der sker i gudstjenesten ligger i dialektikken mellem disse to opfattelser: Gudstjeneste fra oven og gudstjeneste fra neden. Det vil meget kort sige, at vi på den ene side holder gudstjeneste, fordi vi er blevet det befalet jf. dåbsbefalingen, som jo alle kristne er underlagt. Og på den anden side så er det vitterligt sådan, at vi bringer det levede liv, de erfaringer og følelser og oplevelser, som menigheden sidder med til udtryk - præsten forsøger i prædikenen at tage udgangspunkt i det levede liv og lader så det talte ord kaste sit lys ind i dette. I salmerne slås der igennem det rige billedsprog og musikken dybe strenge an i hver af os - i bedste fald udtrykkes der her stemninger som vi hver især sidder inde med.

Forsvar for Højmessen.

Der bliver i den grad eksperimenteret blandt de danske folkekirkepræster. Ikke mindst den yngre generation af præster ønsker i vidt omfang at være med på noderne. Vi tør godt ændre på de stive former og traditioner. På sin vis er det vel berigende og tiltrængt, at der sker noget. På den anden side kan man nogle gange blive forfærdet over den ”uforfærdethed” vi lægger for dagen i vores dekonstruktion af højmessen. Uforfærdethed i forhold til den tradition, vi er en del af.

Der tales meget om at de kirkelige retninger er i opløsning for tiden. Selv de allermest grundtvigske har svært ved at definere, hvad det grundtvigske er for noget. Især de unge generationer af teologer føler meget lidt tilhørsforhold til de traditionelle kirkelige retninger og mange er ikke specielt bevidste om hvilken fløj de tilhører. Vi er mere pragmatiske og det er da dejligt og må på mange måder være befriende efter mange års skyttegravskrige fra diverse fløje. Vores generation forholder os mere til de faktiske forhold, vi er lydhøre, vi vil have noget fra hånden og vi er opsatte på at give tiden det, den skriger på.

Man kan til tider frygte, at vores uforfærdethed udspringer af en manglende bevidsthed om den tradition, vi er en del af. Vi føler os således ikke bundne og begrænsede af denne tradition.

Vi præster kaster os i tiden ud i at lave allehånde nye gudstjenesteformer og tiltag. Og gør vi det ikke bebrejder vi måske os selv, at vi ikke har overskud til at være med på noderne.

Hvorfor gør vi det? Hvorfor laver vi alle de her anderledes gudstjenester? Fordi vi gerne vil holde gudstjeneste for og med vores sognebørn - fordi vi gerne vil være lydhøre og imødekommende og ikke have prædikater hængende på os som forstokkede og stive og konservative.

Men hvad er det i grunden folk ikke bryder sig om ved kirken og dens højmesse? Ja, umiddelbart så mener de, at det er formen, der står i vejen, og det er vi på ingen måde afvisende overfor, således kunne f.eks. gudstjenestens sprog i mange tilfælde med fordel undergå en sproglig revidering / ”nyoversættelse”.

Men mange af højmessens kritikere vil meget mere. Det fremsættes som universalløsning, at bare vi laver nogle sjove og underholdende gudstjenester for børn og unge og de gamle, så skal vi nok få folk i kirke - og så kommer de også til de ordinære gudstjenester.

Men hele løsningen ligger ikke alene i en ændring af formen, når det er indholdet, der støder; nemlig budskabet om Jesus Kristus, Guds Søn døde på korset for at frelse dig og mig fra synden. Der er ikke meget i det budskab, der for den almindelige dansker er specielt fordøjeligt - det er for mange decideret uappetitligt og sidste ende, hvad kommer det også mig og min verden ved.

Værst er dog nok ordet synd. Mennesket som en synder. Mennesket som en, der har brug for nåde og tilgivelse. Al den snak om synd, holder faktisk folk væk fra kirkerne. Folk vil have lys og glæde - ikke sortsyn og fordømmelse. Jamen så lad os da afskaffe ordet synd, hvis det er folk så inderligt imod. 

Men gør vi det, så er det i yderste konsekvens indholdet i kristendommen vi kasserer.

I 2005 udkom bogen ”Kritik af den negative opbyggelighed” skrevet af Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen. Heri har Søren Ulrik Thomsen følgende betragtning om synd som et menneskeligt vilkår, som vi ikke kan komme ud over:

”Jeg har brug for nadveren hver eneste søndag, for ligegyldigt hvor meget jeg tager mig sammen, flyver de sårende ord pludselig ud af munden på mig, uanset hvor opmærksom jeg er, kommer jeg til at begå en undladelsessynd, og alle etiske standarder til trods sætter jeg gerne mig selv og mine egne interesser i første række. Man skal altid bestræbe sig på at undgå synden, men samtidig vide, at det ikke kan lade sig gøre, hvilket ikke betyder, at man som i den sorte kristendom skal se sig selv som et forkasteligt menneske - blot som et menneske.”

”Når jeg som ung ikke syntes, at påstanden om, at Kristus er døde for vore synders skyld, gav mening, var det nok, fordi jeg ikke syntes, at jeg var en synder. I mine unge dage protesterede alt i mig, naturligvis nok, imod den uretfærdige tanke om arvesynden. Her stod jeg - uplettet - og med alle gode intentioner om ikke bare at gøre det hele helt rigtigt, men også langt bedre end mine forgængere, og så fik jeg at vide at jeg - Gudhjælpemig - havde arvet en synd. I dag, hvor jeg har haft så rigelig tid til at dumme mig og er blevet lige så anløben som alle de andre rustne nedløbsrør, synes jeg sjovt nok, at det tværtimod er et meget nådigt begreb. For hvad ligger der i tanken om arvesynden, andet end at det simpelthen er et menneskeligt vilkår at begå fejl, og at jeg ikke synder, fordi jeg er mig, men fordi jeg er et menneske.”

”Der er en smuk humanistisk tradition, der vil frikende mennesket for synd, men for mig at se er synden en realitet, man lide så godt først som sidst kan tage stilling til, man slipper alligevel ikke for den, bare fordi man ikke bryder om begrebet”

Begrebet synd, uanset hvor lidt vi i tiden vil kendes ved det, men forkaster vi det - så har vi kasseret det kristendommen står og falder med.

Konklusion:

Der må kunne være en samspil  mellem de to gudstjenesteforståelser: kristendom fra oven og kristendom fra neden. Således af gudstjeneste på en gang er det sted, hvor vi hører Guds ord til os, og hvor vi samtidig som menighed kan udtrykke vores sorg og glæde.

Vi bliver således i gudstjenesten stillet i et sådant forhold til Gud, at vi som syndere går under men bygges op igen i gennem gudstjenestens forløb. Således hænger form og indhold sammen i gudstjenesten!

Når det er sagt - så vil vi alligevel sige, at selvom vi for alt i verden ønsker højmessen bevaret - så er det også tilladt og tilrådeligt at forsøge med andre former. Ja, det er ligefrem vores opgave tilstadighed at søge nye udtryk og former til formidling af det kristne budskab - også for at være kirke for den mere højmesseforskrækkede og lidt kirkefremmede del af kirken. Men det skal samtidig ske udfra en saglig og lødig baggrund. Vi skal eksperimentere, mens vi til stadighed reflekterer og besinder os på og handler i respekt for den tradition, vi er en del af.

Endelig er det afgørende at have med, at særgudstjenester kan stå i fare for at blive for målrettet på en bestemt gruppering og ikke for alle, og dermed går det kirkelige fællesskab i vasken. Det er altid vigtigt at holde sig for øje, at kirken er for alle - og gudstjenesten skal afspejle dette.

                         Søren-Herluf Sørensen   Jens Rothmann   Dorthe Stæhr Nielsen

4. Kirkens undervisning

Hvad vil vi?

Livslang undervisning – livslang udvikling!

Vi vil, at alle, livet igennem, har mulighed for at blive undervist i Den kristne Tro.

Vi vil prioritere undervisning af:

mini-konfirmander,

konfirmander,

dåbsforældre samt faddere,

voksne i form af ”kirkehøjskole”.

Hvad vil vi opnå?

- at give en grundviden om kristendom  ( ”den kristelige børnelærdom” for alle aldre),

- at der opnås en fortrolighed med kirke og kristendom

- at kirke og kristendom anerkendes som uundværlige faktorer i samfundet

- at der hersker et positivt og fordomsfrit syn på kirken

Undervisningen er en ”Johannes døber-gerning”, der peger hen på Kristus og kirken. Derfor er den både kundskabsmeddelende og forkyndende.

Hvordan vil vi opnå det?

Konfirmationsforberedelsen er den eneste kirkelige undervisning der er obligatorisk.

De øvrige undervisningstilbud skal besluttes og planlægges i et samarbejde mellem præster og menighedsråd samt andre personer med tilknytning til kirken, der arbejder med kirkens undervisning (sognemedhjælpere, kateketer m.fl.).

Vi ønsker skolen som en aktiv medspiller for de relevante årgange, gerne i form af skoletjenester oprettet af menighedsrådene ( kap. 8 i Menighedsrådsloven), etablering af materialecentral, skole-kirke-samarbejde.

De kirkelige myndigheder (menighedsråd, provsti og stift) skal skaffe midler og ressourcer.

Forslag til Middelfart provstis kirkehøjskole:

En bestyrelse bestående af 3 præster (Dorthe, Jette og Hanne) samt 3 menighedsrådsmedlemmer (skal vælges) fra de deltagende menighedsråd, planlægger indholdet og afviklingen af 4 lørdage vinteren igennem.

Tidspunkt: f.eks. kl. 9.30 – 13      Kaffe - foredrag – pause – foredrag – frokost (medbragt).

Kirkehøjskolen afholdes i 4 forskellige sognehuse / konfirmandstuer fordelt over provstiet

Økonomi: tilskud fra de deltagende menighedsråd samt egenbetaling.

Peter Lind       Anne Marie Krogh        Hanne Drejer

Sognenes hjemmesider:   Middelfart   Vejlby-Strib-Røjleskov     Kauslunde-Gamborg     Asperup-Roerslev     Nørre Aaby
Føns-Ørslev-Udby-Husby     Brenderup-Indslev     Gelsted     Balslev-Ejby     Fjelsted-Harndrup    Tanderup